Foreløbig kan jeg konstatere at mine 2 blogs balancerer mellem at være publishingplatform for viden og holdninger og et værktøj til (selv)udvikling og to-vejs kommunikation. Lige nu må jeg dog konstatere at niveauet for 2-vejs kommunikation er 0. Det ser jeg ikke som et problem, fordi jeg erkender og accepterer at bloggen skal have en hvis indholdsvolumen og bevågenhed, før den kan gøre sig håb om at generere kommentarer fra andre.

Mit sigte har heller ikke i første omgang været at tiltrække mig opmærksomhed, men at undersøge fase 1 af kommunikationfødekæden, nemlig: hvad og hvordan kan man kommunikere, til hvem kan man gøre det, og så det helt banale at få styr på teknologien. Jeg bruger foreløbig min blog som notesbog for ting, der fanger min opmærksomhed inden for en professionel sfære, der indeholder emner som kommunikation og medier, ledelsesopgaven, uddannelsesmiljøet, relationer til mennesker, selvudvikling m.m. Jeg har indtil videre forsøgt at være personlig i min tilgang, men ikke privat og har f.eks. ikke bevidst indraget elementer fra mit indre liv og mine familierelationer. Ikke så meget af blufærdighed, men mere fordi jeg ikke endnu er stødt på en sammenhæng, jeg kunne se var relevant og værdifuld for andre. For til forskel fra min private dagbog på computeren og diverse noter jeg samler rundt omkring, så er det min ambition at mine 2 blogs skal have en modtager for øje. Denne modtager kan være “en som mig” eller en der er “optaget af det samme som mig”. Mine MMD fellow students putter jeg i den første kategori – mine studerende på TV- og Medietilrettelæggerlinjen putter jeg i den anden.

Af det jeg hidtil har skrevet, og det jeg har læst på bl.a. min favoritblog Afskafprovinsen.dk, er jeg kommet frem til nogle pejlemærker – måske ligefrem dogmeregler – jeg vil stræbe efter at efterleve i mine indlæg. Det er ikke lykkedes hver gang, men jo mere jeg er bevidst om det, des mere tror jeg jeg kan levere det.

Her er mine foreløbige guidelines/dogmeregler for hvad et indlæg skal kunne.

Det skal:
- være personligt
- være let at læse og forstå
- gøre rede for sin relevans ift. en tidsmæssig kontekst (have nyhedsværdi)
- gøre rede for sin relevans ift. en indholdsmæssig kontekst (være meningsfuldt)
- levere noget unikt, en slags value for time, lægge ny viden til, have sin selvstændige værdi, være værd at komme efter. Det unikke kan enten bestå af noget selvproduceret, sammenstilling af materiale, der ellers ikke ville være sammenstillet, eller udgøres af egne – kvalificerede – refleksioner over fremmed materiale.

I går skrev jeg noget om web 3.0, hvor jeg ikke selv leverede meget mere end at uddrage og redigere et længere indlæg, som jeg så kunne henvise til. Det var altså begrænset hvor unikt dette indlæg kan betragtes som. Hvis jeg alligevel skal give et bud kan det være at indlægget indeholder viden som mine MMD medstuderende ikke ellers ville være faldet over og så prøvede jeg at give det en titel: Emancipationen!? der både fortolker og stiller spørgsmålstegn ved fænomenet. For mig selv var den unikke viden, som jeg fik fastholdt og gjort lettilgængelig for mig selv, den lille oversigt over web 1.0, 2.0 og 3.0.

Og en af pointerne med at bruge bloggen til fastholdelse af den slags småresearch og refleksion er, at den indsamlede viden både bliver tygget igennem og gjort lettilgængelig. For til forskel fra de oceaner af smånoter der ligger rundt omkring på min computer, og som jeg glemmer eller ikke kan finde igen, så bliver indlæggene på bloggen ved med at være der, og de har en let redigeret form, hvor der er sorteret og valgt ud. Det tror jeg kan komme mig til gode, når jeg skal skrive min masteropgave.

En anden måde at tilføre noget unikt på kan være at sætte emnet/indlægget ind i en humoristisk let absorberbar sammenhæng. Det forsøgte jeg i mit indlæg Selvmål – vi vidste ikke hvad vi gjorde, ved at sætte nogle af mine egne billeder af en udspringer ind til sidst. Glemmer man indlæggets tekst, så tror jeg dog billederne af udspringeren bliver siddende.

Nå, og hvad har så været det unikke i dette indlæg. Ikke meget. Det har jo mest været nogle refleksioner og noget snik snak, men jeg vil dog vove påstanden at mine overvejelser om, hvornår et indlæg er “godt” vil kunne bruges af andre (som mig), som inspiration eller opskrift på hvad man skal redigere efter.

Balladen ved i det hele taget at ha’ en blog er at det vælter frem med emner og tanker, jeg gerne vil smide på den. Og det flytter min opmærksomhed fra andre ting – f.eks. skulle jeg lige nu have repeteret Mintzbergs Strategy Safari til min eksamen i morgen.

Og vi har ikke mere end lige taget det til os, før diskussionen om næste version af webben er i fuld gang. Web 3.0 eller det semantiske net. Semantisk fordi nettet fremover vil blive bedre og bedre til at forstå brugeren, og dermed agere på denne forståelse. Nettet vil afkode oplysninger om forbrugsvaner, holdninger, familiemønstre m.m. og være i stand til at kombinere tilbud til dig, der svarer til det billede der er skabt.

Esben Norrbom har skrevet om fænomenet på Kommunikationsforum. Her er et uddrag:

”For at computerne både skal kunne læse og forstå, har de brug for en mængde metadata, dvs. data, der fortæller dem om de data, de behandler. Disse metadata vil i Web 3.0 delvist blive udfyldt af mennesker, men vil ikke kun eksistere i et lukket system som eksempelvis i en database som i Web 2.0.”

Det betyder, i følge forfatteren, at brugerne vil opleve den fordel, at nettet kan tænke for dig og kombinere data fra forskellige steder i forsøget på at tolke, hvad der er relevant for dig.

Esben Norrbom skriver videre:

”Man bruger tit metaforen ”informationsmotorvejen” om internettet. Dvs. man ser nettet som et kæmpe vejnet, som mennesker navigerer rundt på, fordi de kan læse vejskiltene undervejs eller ved, hvilken by de vil besøge. I semantisk web kan computerne selv læse vejskiltene og finde vejen. Det gør det nemmere for mennesker at navigere rundt på informationsmotorvejen. Bilerne selv kan læse vejskiltene undervejs og styre bilen derhen, hvor du ønsker. Dvs. man kan lave noget andet og stadig nå sikkert frem. Formålet med det semantiske web er at gøre computere bedre til at kunne sortere, udvælge og reagere på de informationer, mennesket og andre computere udveksler.”

Og her lidt systematik:

”En af de førende udviklere indenfor Web 3.0, Stephen Johnston, (link til hans blog 3dpeople.blogspot.com) Senior Manager i Nokias Corporate Strategic group har i en artikel i Vodafone Receiver opdelt

Web 1.0, 2.0 og 3.0 i følgende tre overordnede faser:

Web 1.0 betyder: Hjerne & øjne (=information)

Web 2.0 betyder: Hjerne, ører, stemme og hjerte (=følelse)

Web 3.0 betyder: Hjerne, øjne, ører, stemme, hjerte, arme og ben (=frihed)”

Forfatteren giver i slutningen af artiklen et bud på web 4.0. I kort udgave er det, at vi alle får en personlig web agent der følger os, og lærer os at kende, og dermed kan opfylde vores behov.

Omtalte artikel har hyldest karakter – men vi vil sikkert snart høre nogle kritiske røster – f.eks. fra forældre, der ikke ønsker at deres børn udsættes for endnu mere målrettet markedsføring, end det sker i dag.

Læs hele artiklen her:

Esben Norrbom om web 3.0

Thelma til Darryl

You want anything special for dinner?

Darryl (Thelmas mand)

No Thelma, I don’t give a shit what we have for dinner. I may not even make it home for dinner. You know how fridays are.

Thelma

Funny why so many people wanna buy carpet on a Friday night. You’d almost think they’d want to forget about it for the weekend. (undertekst: du boller udenom)

Darryl (som ikke fanger underteksten)

Well then, its a good thing you’re not regional manager and I am.

(Darryl understøtter sin replik og leverer undertekst ved at svinge sit nøglebundt som en revolver og signalere jeg har magten – jeg er fangevogteren)

Underteksten kan også opstå som en del af konteksten – f.eks. hvad personen gør mens replikken siges (2900 Happiness: Peter Reichardt spiller skak mens Sofie L. Kalke fortæller ham de skal ha et barn. Peter er i chock og reagerer med vrede, han kigger ned på sit skakspil, vælter kongen og siger: Hvad er det der sker?)

Nå, men selvom min replik ikke nødvendigvis indeholder en masse undertekst slog det mig, hvor meget det er i den MMD’ske ånd at være bevidst om at det der siges ikke nødvendigvis skal forstås – eller kan forstås – en til en (1:1). På samme måde som man ikke kan gå ned i den samme flod igen, eller læse den samme bog to gange, fordi konteksten har ændret sig – verden eller jeg selv er en anden. Nyt vand er kommet til eller nye tanker har installeret sig.

Og så en lille refleksion: lige så underholdende og pirrende undertekst kan være i dramatik, lige så destruktiv kan den formentlig være, hvis den leveres af en leder til en eller flere medarbejdere. I hvert fald hvis den har negativ og ikke selvironisk karakter. Den risikerer at fjerne fornemmelsen af autenticitet og nærvær, og skyde et magtfuldt og distancerende lag ind i kommunikationen.

Hvor meget eller lidt min åbningsreplik kan, er op til jer at afgøre, men her kommer i hvert fald en mundtlig version der kan supplere den skriftlige på site scape.

Vi tales ved til semestereksamen fredag den 7. december kl. 11.15

Derfor har jeg kastet mig over Karen Lisa Salamons bog Selvmål – det evaluerede liv. Den vil jeg løbende skrive nogle notater om her i dette indlæg.

Jeg vil også prøve at lave tråde til nogle af de andre beslægtede tendenser: udprøvning i folkeskolen, kontraktstyring i det offentlige (New Public Management) – og finde ud af hvad der sker på mit eget område – inden for videregående uddannelser.

Noget af det der har sat sig fast på dette område er fra kronikken Tilgiv os, vi vidste ikke hvad vi gjorde (Politiken 29. marts 2007). I den går en gruppe tidligere medarbejdere i Finansministeriet, som var med til at “designe” hvordan kontraktstyring skulle indføres i den offentlige sektor, bodsgang efter at have set resultatet af det de igangsatte. Jeg hæftede mig i sær ved at de var kommet til den konklusion at hele set up’et har været alt for rigidt, og at de havde misset det centrale ved den inspiration de havde hentet i et lignende engelsk initiativ, nemlig at styringen skulle reduceres til “a handfull of meaningfull indicators”. Altså ganske enkle indikatorer der levner god plads til fortolkning og meningsfuld dialog mellem chefer og medarbejdere – lidt mere plads til brugerne – mao. mere 2.0 end 1.0.

Læs artiklen her

Tilgiv os, vi vidste ikke hvad vi gjorde

Se Søren Brøndum fra Computerworlds kommentar til kronikken

Og skulle den være helt gal, har dagens fejltagelser og bekymringer  været for store, så kan man jo vælge at gøre som denne senede og gråskæggede fætter, jeg mødte for et par år siden ved highway one på højde med Santa Cruz. Han afsluttede en lang arbejdsdag med at lade sig genføde gennem udspring fra Stillehavskystens klipper – akkompagneret af lyden og lugten fra kolonien af søløver i det fjerne.

Er Stillehavet ikke lige i nærheden – så må havnebadet jo erstatte.

img_3485.jpg

img_3483.jpg

Nå, men ved samme lejlighed faldt jeg over en beskrivelse af forskellen på den lineære og den cirkulære forståelsesform, som jeg tænkte kunne kobles på Voglers udviklingshjul. Det skal jeg prøve at få affotograferet og lagt ind her.

Men princippet er jo altså at i stedet for at se enkelte kausale sammenhænge, ses begivenhederne i en større sammenhæng, som udviklingsspiraler der bevæger sig.

“Feltet udvides ved at inddrage et længere tidsforløb, flere aktører og feedbackmekanismer. …Opmærksomheden flyttes fra enkeltpersoner til mønstret af relationer, tanker og handlinger. Når tanken om at finde årsagen forlades, må også forestillingen om at skylden kan placeres opgives. Den moralske fordømmelse erstattes af nysgerrighed i forhold til mønstrets kompleksitet.”

Den store forskel (tror jeg)mellem dramaturgien og konsulentvirksomheden er jo selvfølgelig, at man i dramaturgien dyrker og søger konflikterne, hvor målet med den cirkulære forståelsesform og systemiske tilgang er at konflikterne “opløses” gennem fælles forståelse og undersøgelse af problemerne.

I denne lille film gælder det om at tælle, hvor mange gange det hold i hvide t-shirts sender bolden i gulvet OG afleverer den til hinanden.

Nu ved jeg jo ikke hvad du så – men da jeg så filmen første gang koncentrerede jeg mig i hvert fald om at tælle og så ikke andet.

Ved et næste gennemsym, hvor man i stedet fokuserer på helheden – evt. observerer med “perifært” syn – træder noget andet frem.

Nogle vil have set det allerede første gang – sådan er det jo – der er altid nogen der ikke reagerer som os andre. Men jeg har i min egen lille testklub – folk omkring mig – observeret at kvinder oftere end mænd ser det “skjulte” i filmen. Hænger det sammen med kvinders evne til at multitaske og mænds forkærlighed for at fokusere (go autistisk)?? Don’t know. Men hvis man vil kan man godt bruge inspirationen fra filmen til at give observationer i hverdagen et ekstra pift.

I kan se hvordan Peter har grebet det an her

Peter Østergaards blog

Og så faldt jeg over en norsk/engelsk blog knyttet til et undervisningsforløb i IKT – den ligger her

Undervisning i Informations- og kommunikationsteknologi

Til denne blog har underviseren tilknyttet en wiki der gir rum for afleveringer og fælles research. Den kommer her

Wiki knytte til undervisning i Informations- og kommunikationsteknologi

Kig selv med

Rocketboom

Blog knyttet til BA i TV- og Medietilrettelæggelse

Jeg er selvfølgelig spændt på hvad jeg selv og de studerende kan bruge det til – det vil vise sig.